Udgivet i Skriv en kommentar

2 små lette desserter i glas

Hindbærfromage og en light cheesecake med passionsfrugt.

2 små lækre desserter som er lette at lave og serveres i små glas. velegnet til kagetapas, kaffe-kagebord og som lette desserter efter en lækker middag.

Indeholder reklame – jeg er ambassadør for Callebaut chokolade og Mona Lisa dekoration, som indgår i billeder og ingredienslisterne.

Milia (yngstebarn) er nu hold fast… voksen, 18 år gammel!! Hvorfor holder vores børn ikke ord!! De lovede os at de ikke ville vokse sig store. Men nu er alle vores børn stemmeberettig. Godt de 2 yngste ikke står med planer om at flytte hjemmfra foreløbig.

Vi fejrede hende her i weekenden. Til dessert bestilte hun Hindbærfromage og så tænkte jeg at tilføje en lille ekstra dessert.. som blev en Light version af en cheesecake med passionfrugt og knas med karamel.


Light Cheesecake med passionsfrugt og karamel knasende bund

Light cheesecake serveret i små glas. Lækkert og let at lave. få opskriften her.

Nok til 12 små glas – jeg har brugt 16 cl glas.

Passionsfrugt broken gel:

Opskriften giver mere end du skal bruge her, men det er svært at koge en mindre portion. Men fordelen er at den sagtens kan fryses ned og bruges ved senere lejlighed.

  • 250 g passionsfrugt puré (eller saft fra friske frugter)
  • 100 g sukker
  • 3 g Gellan (Textura)
  • 3 g Citras (Textura)

Bland det hele sammen i en lille gryde og giv det et opkog og lad det koge 2-3 minutter. Stil på køl i ca. 12 timer. Blend det med en stavblender og kom det i en lille sprøjtepose. Kom tilbage på køl til du skal bruge det.

Synes du det er noget bøvl at skaffe Gellan og/eller Citras, så find en god flydende marmelade eller curd i supermarked og brug det i stedet for.. Vi skal ikke gøre det for svært for os selv at servere en super lækker dessert.. så har du det ikke i skabene, så grib efter noget du har eller ja, køb det færdigt.

Karamel-knas-bund:

Lige denne del af desserten er sådan lidt loose loose og ret meget på slump eller hvad man lige har i skabene. Man kan jo, hvis ikke man har andet end smør og kiks, sagtens lave en klassisk cheesecake crumble bund. Men altså jeg har brugt ca.:

  • 100 g Gold chokolade (Callebauts karamelliseret hvid chokolade, anden karamel chokolade kan også bruges)
  • 6-8 stk Lyse kiks (knust) – det kan være digestive, eller mariekiks.. bare hvad du har i skabene.
  • 25 g Æblerasp
  • 30 g mandelsmør/praliné – alternativt kokosolie/smør
  • evt. karamel chrispearls (altså hvis du har dem i skabet alligevel, de smager så tosse godt)

Chokolade og mandelsmør smeltes i mikrobølgeovnen eller over vandbad, heri blandes rasp og knust kiks. Fordel massen i bunden af glassene… ikke noget med at stampe bunden.. det må gerne ligge lidt løst og ujævnt i bunden af glasset.

Cheesecake (skyr) massen:

Den her opskrift på cheesecake masse er noget mere kaloriefattig end den klassiske som er med æg, flødeost og den gode fede creme fraiche på 38%.. Her er alt dette fjernet og i stedet har jeg brugt en 0,2% skyr.. Det påvirker heldigvis ikke den gode cheesecake smag at der er færre kcal i. Til denne opskrift bruger jeg:

  • 350 g 0,2% skyr
  • 80 g flormelis
  • 1 tsk god vaniljesukker eller kornene fra 1 stang
  • 2,5 ark husblas
  • 20 g mælk/fløde
  • 250 g letpisket fløde 36%

Start med at udblød husblas i et glas koldt vand i ca. 10 minutter. Imens blandes skyr med flormelis og vaniljesukker.. En anden skål gøres klar med fløden, som skal piskes let.. det må ikke piskes for fast.. Vrid husblas fri for vand og kom det i en lille skål sammen med ca. 20 g mælk og smelt det i mikrobølgeovnen – bare fuld skrald på microen i ca. 20-30 sek. hold øje med når det er smeltet og sluk..

Nu har du 3 skåle klar og det skal blandes.. og her bliver flere nervøse.. HUSBLAS.. men tag lidt af skyr blandingen og start med at blande det med husblasmassen.. tag et par skefulde af gangen og bland i.. på den måde nedkøles husblassen langsomt og du undgår trevler.. Når du har kommet 6-7 skefulde skyr over din husblas massen kan du vende de 2 skåle sammen.. og til sidst vendes den let pisket fløde i. Fordel nu massen i glassene med karamel-crumble-bund.

Lige bagefter tager du sprøjteposen med passionsfrugt broken gel og stikker ned lige under overfladen og sprøjter en god sjat i (ca. 1 spsk). tag herefter et grilspyd og stik 3 cm ned og kør lidt rundt og fordeler passionsfrugten lidt i massen. Stil desserterne på køl og lad dem sætte sig i minimum 4 timer, gerne til næste dag. Jeg lavede dem selv dagen før servering.

Pynt med:

Pynt desserterne lige inden de skal serveres.

  • 3 passionsfrugt (kerner og saft)
  • ½ mango (skåret i små 0,5×0,5 cm tern)
  • chokoladepynt (jeg har brugt karamel blossoms fra Mona Lisa Decoration og små hvid chokoladeblomster også fra Mona Lisa.. men du kan også bruge en chokolade pencils eller Crispearls.
  • evt. friske blomster/blade fra spiselige planter fx morgenfruer, rød skovsyre, forglemmigej, mynte, hornviol m.v.

Slip fantasien løs når det kommer til toppings og pynt. sæt dit eget præg.

OBS: Denne cheesecake masse egner sig ikke til at stå frit altså som en en cheesecake kage. Den skal bruges i dessert glas eller skåle.


Hindbærfromage i glas

små desserter i glas serveret til fødselsdag. Hindbærfromage og light cheesecake

Nok til 12 små glas – jeg har brugt 16 cl glas.

  • 250 g frossen hindbær
  • 25 g sukker (1)
  • 75 g sukker (2)
  • 75 g vand
  • 40 g æggeblommer (ca. 2 blommer)
  • 100 g æg (ca. 2 hele æg)
  • 4 blas husblas (udblødt i koldt vand)
  • 300 g piskefløde 36% (letpisket)

Lad hindbærrene tø og kør/mos/pres dem i gennem en si, så vi undgår kerner i fromagen, men får så meget med som muligt. Tilsæt sukker (1) og lad sukkeret smelte heri. I en lille gryde laves en sukkersirup af sukker (2) og vand. Lav et vandbad og kom æg og æggeblommer i en skål der kan stå over vandbadet og begynd at piske, mens sukkersiruppen hælder der i i en tynd stråle. Pisk til æggesnapsen er dejlig luftig, lys og let og ca. 50 grader. Stil til side, mens de øvrige ingredienser klargøres.

Nu til husblassen – og her bliver flere nervøse.. HUSBLAS.. men start med at smelt den med et par skefulde af hindbærpurren. Tag herefter lidt mere af pureen, et par skefulde og blande det med husblasmassen.. fortsætt med et par skefulde mere og bland i.. på den måde nedkøles husblassen langsomt og du undgår trevler.. Når du har kommet 6-7 skefulde af hindbærpurren over din husblas massen kan du vende det sidste puré over. Vend nu hindbærpurren med den luftige æggesnaps og vend tilsidst den letpiset fløde i.

Fordel den færdige hindbærfromage i de fine glas – brug evt en kande med tud, så fromagen ikke kommer på kanten af glassene. Stil glassene på køl i mininum 4 timer, gerne mere. Jeg lavede dem selv dagen før.

Pynt:

  • Små marengskys (du har 2 æggehvider i overskud, så du kan let lave nogle selv – se nem opskrift nedenfor)
  • Hele og halve friske hindbær
  • Spiselige blomster fx. rød skovsyre
  • Ruby Crispears fra Mona Lisa dekoration

Pynt lige inden serveringe, da de små marengs vil suge fugt fra desserten og de friske hindbær.

hindbærfromage i små glas - lækker og let dessert

Små marengskys

  • 60 g æggehvider (fra 2 æg)
  • 60 g sukker
  • 60 g flormelis

Start med at pisk æggehvide og sukker hvidt og luftigt – det tager noget tid, så ha’ tålmodighed. Vend flormelis i. Kom massen i en sprøjtepose med tylsæt hvor du kan skifte tyllerne ud undervejs, så du får forskellige kys.

Bag dem i ca. 1 time ved 90 grader – opbevar dem i en lufttæt beholder.

små marengskys til dekoration af desserter fx hindbærfromage eller cheesecake

Føl med på min Instagram: